Lektørudtalelse
Kort om bogen
17-årige Alexander, AP, får sin største drøm opfyldt, da han optages på Esbjergs fodbold-eliteakademi. Men livet i Esbjerg bliver ikke som forventet, og AP får sværere og sværere ved at se sig selv og sin drøm i øjnene. For unge og voksne fodboldinteresserede læsere fra ca. 15 år
Beskrivelse
Hele Alexanders liv drejer sig om fodbold! Om finter, spurt og spark, om tacklinger, træningsdage og mål. Udtagningen til EFB - Esbjergs ungdomsakademi - er en foreløbig milepæl, og AP kan slet ikke få nok af sin nye roomie, den hårde, men udviklende træning og de nye holdkammerater. Det varer dog ikke ret længe før den første mislyd viser sig. Et trænerskifte ændrer spillet markant og samtidig udebliver følelsen af holdånd og kammeratskab, og APs engagement blegner lige så stille. Men hvordan slipper man ud af en hverdag, der både er kulminationen på en livsdrøm og samtidig et forventningspres fra alle, man elsker?
Vurdering
Forfatterens egne oplevelser danner baggrund for historien, hvilket giver et troværdigt og gribende billede af et barskt miljø, hvor spillernes manglende trivsel er bagsiden af den benhårde konkurrencemedalje. Sproget er ikke helt let med mange fodboldudtryk, men læsere, der kender spillets sprog vil være opslugt og oplyst
Andre bøger om samme emne
Minder på mange måder om Alene igennem, der dog er lidt lettere at gå til. Inside Liverpool handler også om elitefodboldens skyggesider