Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Simonsen

Kort om bogen

Fundet af en kobberrulle med ukendte tegn bliver startskuddet på nogle hektiske døgn for arkæologen Helena. Jagten på kobberrullens oprindelse og dets budskab fører Helena vidt omkring og det bliver med livet som indsats, da nogen for enhver pris ønsker at sandheden forbliver skjult. For læsere af spændingsbøger

Beskrivelse

Arkæologen Helena Holm er inviteret til Vejle for at kigge med bag kulisserne, hvor man arbejder med et sensationelt fund af en kobberrulle. Men samme dag som Helena når frem, er en konservator fundet dræbt med en ildevarslende besked på brystet. Kort efter drager Helena til Israel for at deltage i et udgravningsprojekt, hvor teamet finder lertavler med de samme mystiske symboler som dem på kobberrullen. Så forsvinder lertavlerne og udgravningen lukkes midlertidigt. Helena beslutter sig for at følge sporet af skriftegnene med hjælp fra sin ven Trevor i London, der er filolog, og vagten Ed, der følger med hende rundt i jagten på sandheden - en sandhed nogle vil dræbe for at holde skjult. "Jagten på Judaskoden" er forfatterparrets første fælles udgivelse. Bogen er første selvstændige bind i spændingsserien om den danske arkæolog Helena Holm og den græske livvagt Eduardo Andes

Vurdering

En interessant fortælling baseret på et konkret fund gjort af Museum Midtjylland i 1993. Sproget er lettilgængeligt, og plottet er af nærmest Indiana Jone'sk karakter

Andre bøger om samme emne

Lignende spændingsbøger med en historisk drejning er fx bøger af Dan Brown, Tom Egeland og Sam Christer