Lektørudtalelse
Kort om bogen
Tankevækkende og anderledes bog om demokratiets nuværende tilstand og forfald - i hvert fald i den form, som vi kender det. Til læsere med interesse for politik og samfund
Beskrivelse
Forfatteren Søren Lippert argumenterer for at vores demokrati, som vi kender det, slår revner. Og det betyder, at vi bevæger os i retning af det Lippert omtaler som et politisk jordskælv. Gennem en optegnelse af den politiske geologi, en historisk gennemgang af tidligere politiske jordskælv og en beskrivelse af demokratiet i det 20. århundrede, konkluderes det, at demokratiet, som vi kender det, står overfor sin afslutning. Og at der måske på den anden side venter det, som befolkninger verden over går og drømmer om: mere selvbestemmelse
Vurdering
Bogen har en tydelig præmis: mennesket er drevet af ønsket om mere selvbestemmelse, og hvis dette bliver undertrykt, gør mennesket oprør og politiske jordskælv opstår. Præmissen bliver ikke udfordret i bogen, hvilket er problematisk. Er man til gengæld med på præmissen, er det en velargumenteret og på mange måde spændende bog. Især sammenligningerne mellem det geologiske jordskælv og det politiske jordskælv er forfriskende læsning, der øger forståelsen for de politiske strukturer
Andre bøger om samme emne
Sådan ender demokratiet undersøger på samme måde demokratiets tilstand og plæderer for at demokratier befinder sig i en såkaldt midtlivskrise