Lektørudtalelse

Forfatter: Kirstine Louise Grøngaard

Kort om bogen

I 2009 skete århundredets forbrydelse i Sverige. Et værdidepot i Stockholm blev udsat for et spektakulært røveri dels pga. det store udbytte og dels pga. af røvernes transportmiddel, som var en helikopter. For læsere af true crime-fortællinger

Beskrivelse

G4S er verdens største sikkerhedsfirma, som bl.a. ejer et værdidepot i Stockholm, der håndterer rigtig store pengebeløb til optælling og opmagasinering. Natten til d. 23. september 2009 er i alt 26 personer på arbejde, mange af dem er i gang med at tælle, sortere og bundte penge. Kl. 05.15 forstyrres de koncentrerede medarbejdere, da lyden af en helikopter kommer nærmere og nærmere. Herefter følger scener som taget ud af en actionfilm med tre svært bevæbnede mænd, som firer sig ned fra en helikopter, sprænger sig vej ind til depotrummet og som efter 30 min. slipper afsted med knap 40 millioner svenske kroner. Piloten i helikopteren viser sig at være Alexander Eriksson, en succesrig tv-producer og familiefar. Bogen undersøger hvordan denne familiefar, uden tidligere tilknytning til kriminelle miljøer, endte midt i dette spektakulære røveri. Forfatteren har interviewet Alexander i fængslet, samt en masse personer i relation til ham, for at forsøge at finde svaret på dette spørgsmål

Vurdering

En spændende fortælling som er opbygget, så man som læser føler at man selv står på sidelinjen og er vidne til begivenhederne. Bogen er meget dokumentarisk og nøgternt fortalt

Andre bøger om samme emne

En lignende titel er Kuppet, der beskriver det største pengerøveri i dansk historie