Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Fagbog om jødernes historie i Danmark under 2. verdenskrig. Læs om, hvorfor de danske jøder måtte flygte i 1943 og hvordan flugten til Sverige foregik. Til børn og unge fra 10 år

Beskrivelse

Bogen handler om jødeaktionen, som var nazisternes forsøg på at fange de danske jøder under 2. verdenskrig. Først forklares, hvorfor jøderne har været forfulgte flere gange gennem historien, og derpå fortælles om jødernes historie i Danmark. Læs om nazisternes plan for jødernes udryddelse, hvem der advarede dem og hvordan mange af dem slap væk. Til sidst en personlig historie om en dansk jøde samt fakta om kz-lejrene, som mange jøder blev sendt til. Bogen kommer også ind på jødernes situation i dag, både i Danmark og resten af verden. Bogen har indholdsfortegnelse, stikordsregister og "læs mere" med henvisning til tre bøger. Teksten suppleres af fotos og ekstra fakta, der er markeret med et udråbstegn. Bogen har lix 29 og er fra serien "Mega", der er en fagbogsserie til mellemtrinnet med fokus på naturfaglige, historiske og aktuelle emner. Forfatteren har også lavet Holocaust i samme serie

Vurdering

Det er en virkelig spændende bog om et barskt emne. Bogen er overskuelig med tydelige overskrifter, korte tekstafsnit, mange relevante fotos og gode forklarende fakta

Andre bøger om samme emne

Der er et afsnit om jødeaktionen i Besættelsen. Læs også om de danske jøders redningsmand i Anden verdenskrig