Lektørudtalelse
Kort om bogen
Et historisk overblik over afståelsen af de skånske lande i 1658. Bogen kan læses af alle med interesse for Danmarks og Skandinaviens historie
Beskrivelse
Stig Wørmer opridser i bogens begyndelse det paradoksale i, at året 1658 er gået i glemmebogen, på trods af, at det er den største katastrofe i danmarkshistorien, hvor Danmark måtte afstå næsten en tredjedel af landet til Sverige. Han fokuserer på grænsedragningen før og efter Roskildefreden. Der er en beskrivelse af, hvordan Kalmarunionen med Danmark som førerstat havde gjort de nordiske lande til broderfolk, og hvordan danskerne og svenskerne senere udviklede sig til ærkefjender. Der er en gennemgang af, hvordan det i 1659 lykkedes danskerne at genvinde Bornholm, der ellers tilhørte Skånelandene. Forsvenskningen og identitetstabet i Skåne sættes under lup, ligesom der gøres rede for modstanden fra bl.a. gønger mod det svenske styre og flygtningestrømmen fra Sverige. Bogens afslutning beskriver det erindringstab, der bla gennem historieskrivning, navneforandring og sproglig udvikling har ladet år 1658 glide ud af den kollektive hukommelse
Vurdering
Med vanlig god kvalitet for serien "100 danmarkshistorier", gives et overblik over den del af danmarkshistorien, hvor Skåne, Halland og Blekinge afstås til hinsidan. Trods det korte format lykkes det Wørmer at komme godt omkring emnet, både den historiske optakt og den efterfølgende forsvenskning af Skånelandene
Andre bøger om samme emne
Om Roskildefreden og Skånelandene findes også Roskildefreden 1658 - i perspektiv