Lektørudtalelse
Kort om bogen
Tankevækkende roman om fremtidens klimaforandringer set gennem de tre søstre Bjørg, Brynja og Hjørdis' liv. Søstrene lever en tilværelse med mange teknologiske forandringer på en rasende jordklode. For læsere med interesse for klima, psykologi og familierelationer
Beskrivelse
Tre søstre lever i Norr, om måske en menneskealder, i en verden, hvor vejret er helt uforudsigeligt, og hvor man på mange måder forsøger at regulere med rejsekvoter, beskyttende klimadragter og andre teknologiske tiltag. Men folk prøver også at leve og tilpasse sig så godt, de kan. Bogen følger de tre søstre på skift. Bjørg blev aldrig antropolog og arbejder nu som kustode på et museum, og hendes liv rives helt i stykker, da hendes kæreste rejser bort for at være med i et rumprojekt. Den tjekkede psykolog Brynja, med mand og to små børn, opdager noget om sig selv, da hun får problemer med en kursusdeltager, og i sin ministeriestilling arbejder Hjørdis hårdt med et vigtigt projekt om forbrugsstyring. Men der er et problem i programmet. Forfatteren har tidligere bl.a. skrevet Regnfaldet
Vurdering
Velskrevet, opfindsom og interessant roman, som ikke styres af en voldsom katastrofe, men mere det store samfundsperspektiv lagt ned i det mindre og personlige. Det gør handlingen nærværende og realistisk. En kompleks og detaljeret bog, som skal læses opmærksomt. Den er egnet til læsekredse
Andre bøger om samme emne
Blå og København, udateret handler også om klima og menneskerelationer