Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Glud

Kort om bogen

Om alle skakspillets facetter fra spillets historie til mestring af selve spillet. For skakinteresserede

Beskrivelse

Bogen er inddelt i tre faser. Første del er en grundbog, hvor reglerne forklares, og spillets grundlæggende taktiske og teoretiske manøvrer introduceres indenfor åbningsspil, midtspil og slutspil. Anden del er en skakhistorisk introduktion til spillets mestre i kategorierne kvinder, mænd og maskiner. Tredje del af består af tyve kommenterede mesterpartier, som den ivrige skakelev kan lære af. Mesterpartierne strækker sig i en tidslinje fra skakspillets renæssance i 1700-tallet til moderne nutidige partier, som blot er et par år gamle. "Skak" er skrevet af Peter og Sofie Dürrfeld. Mens Peter har flere udgivelser bag sig, så er det Sofie Dürrfelds første bog

Vurdering

Bogen indeholder stort set alt, hvad der er nødvendigt at vide om skak for at komme i gang med spillet og opnå et rimeligt niveau. Dybden i det teoretiske niveau er fornuftigt i forhold til at gribe nye spillere, og kommenteringen tilføjer forståelse til de vigtigste træk. Som lærebog giver især de tyve udvalgte partier mening. De historiske fungerer generelt fint, men især kapitlet om de kvindelige verdensmestre er nyt og interessant

Andre bøger om samme emne

Både Dronning til h6 og Larsen. Bind 2 er begge nyere bøger indenfor skakken. "Skak" lægger sig midt imellem og byder både på skakhistorie og skakteori