Lektørudtalelse
Kort om bogen
Elodie er flyttet til den franske riviera sammen med sin mor Harriet og sin mormor Gabriella. Kan de lægge fortiden bag sig og starte på en frisk i det franske? For læsere af varme feel good-romaner med et sommerligt tvist
Beskrivelse
Vi møder Gabriella, Elodie og Harriet - tre generationer, som sammen er flyttet til den franske riviera i Gabriellas barndomshjem. Gabriella håber at kunne genforene sin familie, efter at hendes datter Harriet ikke har været en del af familien i 20 år. Harriet forlod sin datter Elodie, da hun var fire år og flyttede til Australien med en ny mand. Elodie er derfor vokset op sammen med Gabriella, som har påtaget sig både mor og bedstemor-rollen. Elodie har aldrig kendt sin far, og hun er fast besluttet på at få nogle svar ud af sin mor, nu de bor under samme tag igen, men tilliden er brudt mellem dem og samtalerne er svære. Er det mon muligt for de tre kvinder at blive forenet og lægge fortiden bag sig?
Vurdering
Varm og sommerlig roman fra den franske riviera. Letlæst, positiv og underholdende, og vil derfor egne sig godt som sommerferielæsning
Andre bøger om samme emne
Du vil også kunne lide Tilbage til Paris, der også er en varm feel-good roman under franske himmelstrøg