Lektørudtalelse
Kort om bogen
Lizzie Blake er for meget, hun kludrer altid i tingene eller sætter ild til dem. Selv hendes mor, synes at Lizzie er svær at holde af. Så Lizzie holder sig til engangsaffærer og planlægger bestemt ikke at blive gravid med en australsk mand, der hedder Rake. For alle, der kan lide humoristiske og varme kærlighedshistorier
Beskrivelse
Amerikanske Lizzie ved godt, at det er hendes ADHDs skyld, at hun altid kommer for sent, aldrig får ryddet op og hele tiden havner i umulige situationer, som hendes veninder skal forsøge at redde hende ud af. Det eneste sted, hun har ro for hjernen er, når hun bager og når hun har dejlig sex. Lizzie elsker nemlig engangsaffærer, for så opdager mændene ikke alt det, der er galt med hende. Australske Rake har besluttet sig for aldrig at få følelser for nogen igen, så det passer ham glimrende, da den frodige og rødhårede Lizzie scorer ham på en bar. Efter en fantastisk nat sammen kan han bare ikke glemme hende igen
Vurdering
Skøn, hjertevarm og levende kærlighedsroman med rigtige mennesker, der har fejl, er frodige, svedige og for Lizzies vedkommende: hårdt ramt af ADHD. Det er skønt og de mange sexscener er både hede og realistiske. Forfatteren har selv ADHD og kender derfor de udfordringer, hovedpersonen må leve med, selvom konsekvenserne nok er trukket lige lidt ekstra op for underholdningens skyld
Andre bøger om samme emne
Du vil også elske den vidunderlige Tag dig sammen, Eve Brown af Talia Hibbert