Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Hunter og Garcia får deres sag for, da de tilfældigt opdager, at en udspekuleret seriemorder har bortført, tortureret og myrdet flere personer for derefter at få deres død til at ligne selvmord. Stort set uden spor bliver det yderst vanskeligt for LAPDs Ultravoldsenhed at forhindre, at det sker igen. For krimilæsere, der holder af mord, vold og spænding

Beskrivelse

13. bind i serien om Robert Hunter. Umiddelbart ser det helt tilforladeligt ud, da en mand findes trafikdræbt på en øde strækning. Men da offeret obduceres viser det sig, at han er død af hypotermi - nedkøling! Hunter og Garcia kobles på sagen, der hurtigt viser sig at dække over en koldblodig seriemorder, der bestemt ikke har dræbt for første gang! Morderen efterlader sig hverken spor, motiv eller gerningssted, så hvordan skal de ellers garvede LA-betjente nå at stoppe ham, inden han slår til igen?

Vurdering

Carter lægger ikke fingrene imellem i beskrivelserne af tortur og maltrakterede kroppe. Det er voldsomt og udpenslet, men kan man holde de barske scener ud, er der spænding og cliffhangers i alle kapitler. Selvom hver bog i serien er en selvstændig historie læses de bedst i rækkefølge

Andre bøger om samme emne

Det er efterhånden blevet til mange bøger om Robert Hunter, hvoraf Krucifiks morderen er den første. Alle mine døde handler også om seriemord og tortur