Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov Andreasen

Kort om bogen

To selvbiografiske essays, hvori James Baldwin med afsæt i sin egen familiebaggrund og ungdom reflekterer over de samfundsstrukturer og den raceadskillelse, der i starten af 1960'erne udgjorde en barriere for den sorte befolknings muligheder i USA. For interesserede i racekonflikter

Beskrivelse

James Baldwin (1924-87) står som en af de fremmeste forfattere, der litterært har beskrevet vilkårene for den afroamerikanske befolkningsgruppe i USA. JB var som helt ung prædikant engageret i den sorte kristne kirkes religiøse budskab som "alternativ" til en kriminel løbebane, som mange af de andre unge i Harlem røg ind i. Men JB oplevede, at intet af det var vejen til en bedre forståelse og sameksistens mellem hvide og sorte. Han fandt derefter et ståsted for sit forfatterskab i borgerrettighedsbevægelsen og litteraturen, der optog ham resten af livet

Vurdering

Perspektivrige og forstemmende aktuelle essays, der også er interessante så mange år efter, hvor politivold, kriminalstatistikker og underliggende racisme stadig giver store problemer i det amerikanske samfund. Disse tidlige tekster udgør derfor stadig et velreflekteret og indstændigt, men afdæmpet indlæg om et samfundsproblem, der er umådeligt vanskeligt at få gjort op med i USA

Andre bøger om samme emne

Minder tematisk om JB's selvbiografiske roman Råb det fra bjergene. W. Mosley skrev senere sin barske roman Delta blues om undertrykkelsen af sorte