Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hjertevarm personlig fortælling fra Carolyne Kaddu Rasmussen om mødre og familiebånd. På en rejse til hjemlandet Uganda dykker Carolyne ned i historier om kvinder i familien. For læsere af biografier og skæbnefortællinger
Beskrivelse
Carolyne Kaddu Rasmussen (f.1970) fortæller om at være mor og kvinde og samtidig en del af en vidtforgrenet familiehistorie med både smerte og kærlighed. Om familiens stærke kvinder, der havde afgørende betydning for alles ve og vel, og som tog chancer og søgte nye veje. Men som også var, og er, underlagt begrænsende, traditionsbundne normer. Kvindernes fortællinger viser sig at få stor betydning for Carolynes syn på sit eget liv og hendes rolle som mor og kvinde. Historierne bærer hun med sig videre, til sine egne børn og børnebørn. Bogen er illustreret med farvefotos. Carolyne Kaddu Rasmussen er selv mor til fem børn, herunder tv-vært Melvin Kakooza. Carolyne er desuden tv-personlighed, sygeplejerske, foredragsholder og forfatter. Som den tidligere Hovedet i himlen og fødderne på jorden er bogen skrevet i samarbejde med Rikke Finland
Vurdering
Velfortalt personlig beretning om mødre, familie og de bånd, der binder os sammen på tværs af generationer. En varm, rørende og underholdende fortælling for alle, der kan lide stærke skæbnefortællinger og biografier om kendte
Andre bøger om samme emne
En lignende stærk fortælling er fx Jorden under min mors fødder