Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Hulda er en lille skovheks, som lærer at tro på sig selv og at sige sandheden. På den måde kan hun både få sin nattesøvn og gøre vejrtrolden Kleppert tilfreds. Billedbog for alle mellem 3 og 6 år

Beskrivelse

Hulda har sovet dårligt, fordi dragen Otto har snorket højt hele natten. Dagen bliver ikke bedre, da hun står op og opdager at edderkopperne har lavet spind i hendes yndlingsstol, og katten har ødelagt hendes kost. Måske bliver det først bedre, når Hulda lærer at sige fra i stedet for kun at være sød ved alle de andre? I dag er der nemlig vintersolhverv, og Hulda skal være frisk til sit besøg hos vejrtrolden, Kleppert, som kun kommer op til overfladen 2 gange om året. Men da Hulda endelig når frem, har hun tabt den gave, hun havde taget med til trolden. Hvad skal hun nu gøre?

Vurdering

Sød fortælling om at huske at sige, hvad man har brug for. Hvis ikke man siger noget, kan andre jo ikke hjælpe med at gøre tingene anderledes. Hulda lærer også, at man skal huske at være ærlig. Dette er den 6. bog om Hulda den lille skovheks, og historien er som vanligt sødt illustreret i klare farver

Andre bøger om samme emne

Du vil sikkert også kunne lide Paolo Mancinis Monster magiske ord eller Lena Lamberths Trylle-Trunte husker at takke