Lektørudtalelse
Kort om bogen
En dag opdager Asta et æg ovenpå sit hoved. Hvor kommer det fra, og hvad er der indeni? Et sjovt ægventyr om Asta og hendes følelser. For 3-6-årige
Beskrivelse
En helt almindelig dag opdager Asta et æg på sit hoved. Først er hun forvirret og snart efter irriteret, for hvem kan være så fræk at lægge et æg der? Asta er nysgerrig efter at finde ud af, hvor ægget kommer fra, og hvad der er indeni. Efter at have forsøgt at regne det ud, er Asta træt og tager en lur. Da hun vågner, er ægget revnet og skallen tom. Det gør hende ked af det og skrækslagen for, hvad der har været indeni. Men så opdager hun den sødeste lille pingvinunge. Seneste udgivelse af Rie Skovgaard: Hvid som sne
Vurdering
Lun højtlæsningshistorie om forskellige følelser. Bogen kan bruges som samtalestarter hjemme eller i børnehaven. De søde illustrationer er naive i udtrykket og gør det let at afkode Astas følelser. En sjov historie, men også lidt forceret, fordi den kommer omkring mange følelser
Andre bøger om samme emne
Der findes efterhånden en hel del billedbøger om én eller flere følelser. Den lille bog om store følelser er en god samtale- og højtlæsningsbog om forskellige følelser. Se også Find det gode humør og rimbogen Op ned glad ked