Lektørudtalelse
Kort om bogen
Du er hovedpersonen i historien om katten Misser, der bliver væk fra sin familie. Som Misser skal du træffe en række valg og kaste terninger, der vil påvirke historiens gang. En "du-er-selv-hovedpersonen"-bog for 9-12-årige
Beskrivelse
Annikas familie er taget i sommerhus. Under færgeturen hjem bliver deres kat, Misser, forvekslet med en anden families kat og ender langt væk fra sit trygge hjem. Misser må nu klare sig selv og finde vejen tilbage til sin familie. Undervejs må Misser bruge sine evner, sin charme og sit katteinstinkt, samtidig med at den møder nye venner, der hjælper den på rejsen. Bogen har et rollespilsskema bagerst i bogen. Her skal læseren starte med at skabe sin egen kat ved at fordele et vist antal point ud på de tre kattefærdigheder, tegne sin kat og krydse af, hvilke venner katten får undervejs i historien
Vurdering
Idéen om at have en kat som hovedperson er sjov og original, og den fungerer godt til en interaktiv bog, hvor læseren får mulighed for at opleve verden fra kattens perspektiv. Der er mange sjove valg, der skal træffes undervejs, men nogle af dem fører dog til blindgyder, som tvinger læseren tilbage til den forrige side. Som læser får man en underholdende og unik oplevelse ved at læse og spille sig igennem bogen
Andre bøger om samme emne
Andre bøger, hvor læseren selv er hovedpersonen og deltager aktivt i at vælge handlingen, er fx A.S.P.E. - lav dit eget eventyr - skarpskytten og For vildt! - hvad har du tænkt dig?