Lektørudtalelse
Kort om bogen
Imens Muhammed venter på at blive udstationeret som dansk soldat i et krigsområde, indtaler han sin historie på kassettebånd til sin far. En stort anlagt roman om krig, identitet og kultursammenstød. Til alle læsere af romaner, hvor livet er på spil
Beskrivelse
Sammen med sin familie flygter Muhammed til Danmark. De flytter ind i blokken og i det socialt udsatte boligområde, forsøger han på bedste vis at passe ind. Men meget er anderledes end i det Irak, hans forældre flygtede fra. Farens mareridt og traumer fra Iran/Irak-krigen påvirker hele familien. Muhammed kæmper med ensomhed og en stor usikkerhed omkring sin identitet. Mange år og smertefulde erfaringer senere er Muhammed blevet professionel soldat og venter på at blive sendt i krig. Imens indtaler han historien om sin opvækst til sin far på kassettebånd. Sideløbende perspektiveres handlingen til Danmarks indsats som krigsførende nation
Vurdering
Det er en virkelig vellykket bog, der fornemt balancerer med mange temaer. Gennem Muhammeds personlige historie trækkes der tråde til den store historie om Danmarks krigsaktivisme. En vigtig og indsigtsfuld bog, der både kan læses for den velfortalte historie, men også som afsæt til snakke og diskussioner om integration, krig og møder mellem forskellige kulturer. Det er både hjerteskærende og tankevækkende
Andre bøger om samme emne
Vi er ude i en blanding af Morten Pape og Sofie Jama. Dog har Jonas Fruensgaard en politisk overbygning, som de ikke har. Der er også ligheder til Jeg er en hær