Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Olesen

Kort om bogen

Morsomme, ordlegende digte der fabulerer over fremtidens samfund, og spørger ind til emner som kunstig intelligens, natur og politik. Anbefales til samfunds- og fremtidsinteresserede læsere med hang til legende lyrik

Beskrivelse

Hvordan ser verden ud om nogle år? Hvad optager os? I denne digtsamling digter og mixer Tobias Dalager (f. 1984) sig vej ind i det ukendte. Der samples og lånes fra litteraturhistorien som i dette digt om naturen: "En rose er en rose er en rose / / Jeg vil se engkabbeleje. / Jeg vil se strand-hindeknæ. / Jeg vil se opret potentil / og almindelig hønsetarm. // Jeg vil have den rigtige / vilde natur tilbage." Eller der bruges ordlegende humor, når der fx gisnes om fremtidens skønhedsidealer eller om ungdommen: "Om nogle år, så bliver ungdommen vildt populær. / Så vil ingen pege fingre ad ungdommen mere. / De har det svært nok som det er."

Vurdering

Humoristiske digte, hvor intet er helligt, selv ikke digterens egen troværdighed: "Måske er det her mig? / Måske er det ChatGPT? / Hvem ved? Måske / er det en ghostwriter? // Måske er jeg bare en avatar". Til trods for humoren - som stiller alvorlige spørgsmål - kan det blive lidt ensformigt i længden

Andre bøger om samme emne

Se også Jacob Juhls minder_om_naturen, hvor der bruges kunstig intelligens til at digte om naturen og fremtiden