Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

Samfundsaktuel spændingsroman, der foregår i England og Georgien i 2023. Den involverer både et forsøg på at befri den fængslede russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny og et forsøg på at redde Georgiens tidligere præsident Mikheil Saakashvili fra at blive forgiftet. For læsere af spionromaner med interesse for Rusland og østlandene

Beskrivelse

Bogen indledes med et persongalleri, og ved hvert kapitel angives sted og tid, fx: "Et rækkehus i Luton, Bedfordshire, juni 2023". Romanen blander virkeligheden med fiktionen og tager læseren med ind i en verden af russiske spioner, der ønsker at hoppe af til Vesten, samtidig med at en engelsk politiker vil befri Alexei Navalny fra et russisk fængsel. I Georgien vil tre kvinder redde landets tidligere præsident fra forgiftning. Han - Mikheil Saakashvili - er også far til deres børn, og de lægger sammen planer om at befri ham

Vurdering

Ret uhyggelig og velskrevet spionthriller, der primært er så uhyggelig, fordi den er tæt på virkeligheden med virkelige personer, som fx Alexei Navalny. Det er en fordel som læser at være inde i problematikkerne omkring Rusland, Georgien og Ukraine. Romanen kan være svær uden forhåndskendskab, og de russiske navne, steder osv. gør det ikke lettere at følge med. Det er anden, selvstændige bog i forfatterens trilogi om øst-vest-konflikterne i de tidligere sovjetlande. Første bind er Forræderne i Litauen

Andre bøger om samme emne

Andre spionromaner, der har tråde til Rusland, er fx Aftenland og En perfekt gift