Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Klara bor sammen med Tomas og deres 10-årige datter, Molly. De ligner en lykkelig og privilegeret familie, men under overfladen ser tingene anderledes ud. En moderne og tragikomisk roman om parforhold og indre kaos. For læsere af nyere dansk litteratur

Beskrivelse

Da Klara en dag opdager, at hendes kæreste gennem 13 år, Tomas, er hende utro, ændrer alt sig. Men Klara er bange for, hvad konsekvenserne vil være, hvis hun konfronterer Tomas med sin mistanke og i stedet beslutter hun sig for, at komme igennem parforholdets krise på sin egen måde. Hun kaster sig hovedkulds ud i erotiske møder med flere forskellige fremmede mennesker, der allesammen er med til at ændre hendes syn på livet, kærligheden og sig selv

Vurdering

En underfundig og tragikomisk roman om indre kaos og relationer mellem mennesker. Forfatteren er sceneinstruktør, og romanen er hendes skønlitterære debut. Romanen bærer tydeligt præg af forfatterens baggrund som sceneinstruktør, og det er i høj grad dialogen, der driver handlingen fremad. Miljø og beskrivelser får næsten karakter af regibemærkninger, og hele romanens tone leder tankerne hen på et kammerspil. Et meget vellykket kammerspil, der efterlader sin læser med krummede tæer over karakterernes uempatiske adfærd

Andre bøger om samme emne

Minder i stil og stemning om Jacob Skyggebjerg, fx Jalousi, mens Når mænd forlader mig også beskriver det grænseoverskridende i den kompromisløse jagt på kærlighed