Lektørudtalelse
Kort om bogen
Forfatter Ib Michael fortæller om livet gennem året efter, han blev ramt af en blodprop. Han mindes tiden der var, lever med årstidernes skiften i haven og går på opdagelse i litteraturen. En biografi til en bred gruppe læsere og særligt til dem, der har fulgt Ib Michael gennem et langt liv og forfatterskab
Beskrivelse
Da Ib Michael pludselig rammes af en blodprop forandres hans liv. Genoptræningen går planmæssigt, men kroppen kan ikke det, den engang kunne. Han nyder samværet med hustruen Hanne og vennen Morten Sabroe. Sideløbende filosoferer Michael om liv efter døden, kvantefysik og nye erkendelser. I medierne bliver klimaforandringerne mere og mere nærværende, mens det nære liv i naturen fylder i dagligdagen. Det bliver også til en rejse ind i litteraturen, bl.a. med nedslag i favoritbøgerne Moby Dick og Dantes guddommelige komedie. "Fra den anden side af solskinnet" er måske ikke så langt væk - men indtil da skal livet leves og nye historier fortælles
Vurdering
Det er en biografi, som formår at blande det private med tanker om kvantefysik, døden, klimaforandringer og meget andet. Michaels sprog er som altid sprællevende og mange læsere vil være i godt selskab. Bogen vil også kunne læses for dens mange fine beskrivelser af livets efterår. En biografi med mange temaer
Andre bøger om samme emne
To andre gode biografier om mandlige forfattere sidst i livet er Alle mine morgener på jorden om Troels Kløvedal og Sidste udkald for rejsende - Jørgen Leth om Jørgen Leth