Lektørudtalelse

Forfatter: Jakob Poulsen

Kort om bogen

Erindringer fra en opvækst i Juelsminde op gennem 1960'erne. Støttet af sine frisindede forældre, udfordrer P.C Asmussen det traditionsbundne provinsliv med hash, musik og åbne forhold. Da ungdomsoprøret viser en mere dyster side, må han gøre op med sig selv, hvilken retning hans liv skal tage. For læsere, der frydes over poetiske og åbenhjertige erindringer

Beskrivelse

P.C Asmussen og hans familie bevæger sig gradvist ud af fattigdom, da de flytter til det idylliske Juelsminde sidst i 1950'erne. Trods slem astma får Asmussen en rig barndom fuld af drømme og grænsesøgende drengestreger. Hans pædagogisk progressive og udadvendte forældre støtter Asmussen, da han som teenager opdager blues-musikken og lader håret gro. Hans kælderværelse bliver omdrejningspunktet for omegnens unge, hvor vilde fester med kunstneriske happenings for eftertiden nærmest bliver mytiske. Festen slutter dog brat efter nogle venners dårlige syretrips, og Asmussen må indse, at fremtiden måske ikke er i Juelsminde, men hvorhenne så?

Vurdering

Med sans for humor, poesi og alvor beskriver forfatteren med udsøgte detaljer sin opvækst i provinsen i en periode med opbrud, muligheder og umuligheder. Bogen er også et rørende portræt af hans forældre, der gennem hele forfatterens liv har været en stor støtte: faren, med sit begavede, humoristiske og anarkistiske livssyn og moren, der uanfægtet gik mod tidens normer for at sikre sin families ve og vel

Andre bøger om samme emne

En anden erindringsbog fra samme periode er fx Ama'rkaner