Lektørudtalelse
Kort om bogen
Cosmos er bådflygtning fra Ghana og er endt som flaskesamler i København, hvor han forsøger at skrabe penge sammen til familien derhjemme og finde sin plads i det danske samfund. Til læsere af ny dansk litteratur
Beskrivelse
Efter nogle hårde måneder som tomatplukker i Italien er Cosmos rejst nordpå til København, hvor han har sluttet sig til "kragerne", en lille flok afrikanske flaskesamlere, der ligesom fuglen "leder efter guld, hvor andre ser skrald". Selvom Cosmos har lært, at han skal være påpasselig med venskaber med indfødte danskere, har hans charme og gode udseende alligevel tiltrukket sig opmærksomhed fra Elizabeth, som han møder i en frisørsalon. De to udvikler et forhold, og Elizabeth åbner sit hjem og nye døre for Cosmos - men deres relation udfordres af uligheden imellem dem. Romanen fortælles som WhatsApp-beskeder fra Cosmos til hans søster, onkel og tante i Ghana, hvorigennem deres familiehistorie oprulles
Vurdering
Meget fin og velkomponeret debut om et menneskeliv, vi alt for sjældent møder i litteraturen. Lucia Odoom, der er kendt som radiovært og kulturjournalist, skriver indlevende og ømt - og Cosmos' livssituation og kompleksitet træder tydeligt frem. Vil egne sig godt til læsekredse, da der er mange oplagte emner at diskutere, som fx migration, racisme og privilegier
Andre bøger om samme emne
Moussa Mchangama skriver i Tekster om hjem bl.a. om race og diskrimination. James Baldwins nyoversatte Hvis Beale Street kunne tale er også en kærlighedshistorie, der forholder sig til race og klassesamfund