Lektørudtalelse
Kort om bogen
Med fyrstens fald kommer nye magthavere til Hedeland. En torn i øjet for Ørn, der søger hævn for vennen Aslaks død. Også lægekonen Sigh må følge nye veje, da hun får indsigt i runernes magi. Om guders indtog, alliancer og dagliglivets gang i Danmarks jernalder. For læsere af historiske romaner krydret med spænding
Beskrivelse
Andet bind i "Hedeland-sagaen" genoptager handlingen, hvor Fyrstens fald sluttede - med fyrsten Isulfs fald på slagmarken i Skåne. Aslak har fået sin blodhævn, men forræderiet fører til hans egen død, da han falder for hirdlederens sværd. Aslaks tro ven, Ørn, opfyldes af sorg og planlægger sin egen hævn over Isulfs slægt. Parallelt fortælles om høvdingedatteren Sigh og hendes flugt fra Jylland over Fyn til Sjælland for at genfinde Ørn og Aslak. Sigh er en dygtig lægekone, åndemaner og urtekyndig, og hendes evner bliver kendt vidt omkring, helt til Skåne, hvor hun møder den magtfulde vølve Gudrun og stifter bekendtskab med nye guder. Med personnavneliste bagerst i bogen
Vurdering
Underholdende fortsættelse af serien, der er inspireret af virkelige fund fra Danmarks jernalder. Der er masser af drama og intriger i handlingen, der på fin vis levendegør en fjern fortid; dens magtstrukturer, ritualer, tro og ikke mindst personer, som de kunne have levet dengang. Serien bør læses i rækkefølge
Andre bøger om samme emne
For flere romaner fra Danmarks oldtid læs fx Manden der bar solen eller Vølvens vej - Snehild