Lektørudtalelse
Kort om bogen
Børnene fra Sølvgade er faldet til ro hos Nelly og Brian. Men da Kirk pludselig begynder at interessere sig for slægtsforskning, går jagten ind på deres fædre. En jagt som sender dem alle helt til Malaga. Højtlæsningsbog for 8-10-årige
Beskrivelse
Alt ånder fred og idyl hos de fire børn fra Sølvgade. Lige indtil Kirk ved et tilfælde finder ud af, at hans og Petras biologiske far bor i Cold Hawaii i Nordjylland. Katinka og Tristan beslutter sig for også at finde deres far. De finder ud af, at han bor i Malaga, og da Katinka samtidig har fået en rejse for hele familien til en valgfri destination i fødselsdagsgave, beslutter hun sig for, at turen skal gå til Malaga, så de i al hemmelighed kan lede efter ham. Men børnenes plan viser sig hurtigt at slå fejl, og der er nu ingen anden udvej end at fortælle sandheden til de voksne. 3. del af serien "Børnene fra Sølvgade"
Vurdering
Endnu en skøn og underholdende fortælling om de fire børn fra Sølvgade. Historien er skrevet med humor og varme, og man kan ikke andet end at holde af hele persongalleriet. Er det vigtigt at kende sine rødder, eller kan man selv beslutte, hvem ens rigtige familie er? Et vedkommende og vigtigt spørgsmål, som er omdrejningspunktet for historien. Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, som egner sig rigtig godt til højtlæsning
Andre bøger om samme emne
En anden historie om børn, som lever uden for de traditionelle familiekonstellationer, er fx Aksel Højhus får en familie