Lektørudtalelse
Kort om bogen
Forfatteren er født med en hjertefejl, og som 18-årig fik hun et donorhjerte. Med varme og sprogligt overskud deler hun her sit hjertes livshistorie. En historie om sygdom og hospitaler, men mest om kærlighed. Til læsere af åbenhjertige og rørende biografier
Beskrivelse
"Et hjerte stopper ikke af at blive knust af en kæreste". Allerede som tidlig teenager begynder Lines hjerte at sætte ud, og hun får den besked, at hun på et tidspunkt skal have et nyt. Hun insisterer på at leve sit liv som de andre, gå i byen, dyrke sport, være sammen med sin kæreste (som ender med at knuse hendes dårlige hjerte). 18 år gammel får hun sit nye hjerte, bliver student og flytter til København. Hun bliver forelsket i en kendt komiker, og de begynder at tænke på at starte familie; men så laver hjertet ballade igen. Bogen er delt i to: "Mit hjerte" og "Dit hjerte" og er kronologisk fortalt med tilbageblik
Vurdering
Det er umuligt ikke at blive bevæget af Lines historie, der efterlod denne lektør med våde kinder. Den er fortalt med ømhed, ærlighed og også humor, i et sprog der flyder og tager læseren med ind i alle følelserne. Den unge Line er oprørsk og trodsig, men hun er ikke noget offer. Senere reflekterer hun over sin opførsel overfor bl.a. sin mor og en veninde
Andre bøger om samme emne
Julies hjerte handler også om hjertetransplantation, men på et meget mere filosofisk og etisk niveau. Mere sammenlignelig er Jeg lever med en udløbsdato, som også er en livsbekræftende fortælling om at leve livet fuldt ud