Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

I en mosaik af erindringer ser en filmfotograf tilbage på tiden i København under den kolde krig. Forliste drømme og gamle hemmeligheder skrives frem. Til alle romanlæsere og specielt til dem, som elsker at handlingen foregår i København

Beskrivelse

Holck er en falleret overvægtig, fordrukken journalist. Under den kolde krig i 1970'erne er han altid på jagt efter en god historie hen over en øl på de københavnske værtshuse. Hans kammerat Albin er også journalist, men i sin karrieres efterår og klarer sig på bedste vis. Ude i den store villa på Frederiksberg møder en ung mand familien Marstrand og den karismatiske datter. Mange år senere krydser de to spor hinanden. For hvad var det for voldsomme ting, Albin oplevede under krigen, og hvad skete der med de hemmelige kommunistpenge som Holck fik færten af? Den navnløse filmfotograf forsøger at lægge brikkerne til fortidens puslespil

Vurdering

Benn Q. Holm er en mester til at beskrive et København fyldt med skæbner og spor fra fortiden. Fokus er på de forskellige personer og de mange detaljerede og fine beskrivelser af byen og tiden. Det er en meget letlæst og velskrevet bog. Men det er også en bog, som i passager bevæger sig i overfladen og med de til tider lidt karikerede beskrivelser, bliver alt ikke foldet lige overbevisende ud. Men et meget fint tidsbillede, og som læser er man er underholdt fra start til slut

Andre bøger om samme emne

I form kan denne minde om Benn Q. Holms egne Byen og øen og Københavns mysterier