Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hvad er historien bag vores æblesorter - og hvor stammer de fra?. Tag med på en rejse ind i kernen af æblesorterne. For havehistorisk interesserede
Beskrivelse
Der findes mange æblesorter, men antallet er en dynamisk størrelse. Gennem tiden er der blevet dyrket og forædlet nye sorter frem, mens andre er forsvundet i historisk glemsel. I sin forskning har Bjarne Laursen undersøgt æblesorternes danmarkshistorie. Et arbejde, der udspringer af bl.a DNA-analyse og den nedskrevne danske havebrugshistorie. Resultatet er denne bog, som fortæller om æbledyrkningen fra de tidligste skriftlige kilder og frem til i dag. Her er tråde til både forskellige tiders syn på frugten, æbledyrker-oprør, kongemagtens indblanding og frem til parcelhushavernes æbletræer. DNA er en del af forskningen og forklares også. Der afsluttes med en nøgle til de danske æblesorter. Bjarne Laursen er hortonom, gartner og forsker og har brugt en menneskealder på at studere æbler og havebrug. Bogen er illustreret med tegninger af æbler i naturlig størrelse af hortonom og botanisk illustrator Katja Anker
Vurdering
Det er en ualmindelig flot bog og en magtdemonstration i mageløs research, samt en illustrationsside, der lader æblerne komme til deres ret. Emnet må vurderes at være smalt, og man skal nok være mere end almindeligt interesseret i æblesorter og deres historie, men for den rette læser, er bogen en guldgrube
Andre bøger om samme emne
I Æblets fortælling beskriver Karen Syberg æblets kulturhistorie