Lektørudtalelse
Kort om bogen
Eksperter fortæller om den sorte omstillings danske hverdagshistorie fra midten af 1800-tallet til i dag. Hvordan har kul, olie og gas forandret vores måde at leve på? For læsere med interesse for klimaet
Beskrivelse
Historiker Sissel Bjerrum Fossat er redaktør på bogen, som søger svar på spørgsmålet om, hvordan det kom så vidt, at kloden bliver varmere, vejret bliver mere og mere ekstremt og levevis og samfund trues. Redaktøren skriver i indledningen, at fortællingen om menneskers udnyttelse af fossile brændstoffer udgør grundlaget for samfundet og årsagen til ændringer af klodens klima. Bogen er inddelt i fire tematiske afsnit, bolig, forbrug, transport og by, og der er bidrag fra historiker Christina Louise Lykkeberg, museumsinspektør René Schrøder Christensen, seniorforsker på Nationalmuseet Mikkel Thelle m.fl. Bogen er blevet til i forbindelse med forskningsprojektet "Bylivets sorte omstilling. Forbruget af fossile brændsler og forandringsprocesser i byernes hverdagsliv"
Vurdering
Et grundigt værk, som fortæller de fossile brændstoffers kulturhistorie med udgangspunkt i hverdagen. Alle eksperter i bogen gengiver kyndigt og med et letforståeligt sprogbrug, hvordan mennesket har påvirket den globale opvarmning. Et fælles greb er, at de alle går på opdagelse i det forbrug, som mennesker i dag anser for at være hverdagens almindeligheder
Andre bøger om samme emne
Af andre bøger findes: Grøn samfundsteori, Modvækst og Den foranderlige klode