Lektørudtalelse
Kort om bogen
Carola blev overvåget, udnyttet både seksuelt og økonomisk og var udsat for psykisk terror i de ti år, hun var i et forhold med Magnus. Bogen beretter om, hvordan hun kom ind og ud af det meget destruktive forhold. For voksne læsere med interesse for partnervold, psykopati og biografiske fortællinger
Beskrivelse
Carola fortæller om sit liv med den uberegnelige og meget modbydelige Magnus og hendes vej ud af forholdet med livet i behold. Biografien indledes med, at hun er ved at få hjælp til at komme væk, så kommer hovedindholdet, som er en beskrivelse af livet med Magnus og den eskalerende kontrol og udnyttelse, som Carola bliver udsat for. Bogen slutter med retssagen mod Magnus og Carolas spæde begyndelse på et nyt liv
Vurdering
Meget stærk læsning, hvor man som udenforstående kommer med helt ind i stuen til Carola og føler med hende og hendes børn. Når man ikke selv har oplevet en psykopat i fuld funktion, som det er tilfældet her, kan det virke helt urealistisk, hvad han udsætter hende for, og at hun finder sig i det. Den gradvise acceleration, hvor hun finder sig i mere og mere, er velbeskrevet, og de professionelle socialarbejdere, der hjælper hende ud af forholdet, fortæller også en historie om, at Carola desværre slet ikke er alene med denne vilde problematik
Andre bøger om samme emne
Partner, løgner, elsker, krænker og Han tog mit liv omhandler også vold (psykisk som fysisk) i hjemmet