Lektørudtalelse

Forfatter: Sanna Stagaard Gade

Kort om bogen

Da en sexvideo med hendes bedste veninde går viralt på skolen, bliver Sophia Holmes vred - især over skolens håndtering. Hun arrangerer en demonstration og konfronterer drengen bag videoen. Kort efter forsvinder hun, og måneder senere findes drengen myrdet. Er Sophia død, eller står hun bag mordet? Til læsere af psykologiske thrillere

Beskrivelse

Den undersøgende journalist Camilla Jones har trukket sig tilbage og lever nu et stille liv på en lille ø i North Carolina. Her opsøges hun af den lokale journalist Tim Doherty, der ønsker, at hun ser nærmere på sagen om den forsvundne teenager Sophia Holmes. Sophia forsvandt for et år siden, og det lokale politi har afsluttet efterforskningen, da de mener, hun begik selvmord. Tim er dog overbevist om, at der ligger noget mere bag, og beder Camilla om at undersøge sagen nærmere. Efterhånden som Camilla graver sig dybere ned i sagen, afsløres chokerende hemmeligheder, der truer med at ændre alt

Vurdering

En utrolig spændende og velskrevet psykologisk thriller om forældre-børn-forholdet, manipulation og tillid. Bogen er fortalt fra flere synsvinkler og skifter mellem Camillas efterforskning og begivenhederne op til Sophias forsvinden. Undervejs byder den på flere overraskelser og plot twists, der opretholder spændingen og fastholder læserens opmærksomhed

Andre bøger om samme emne

Spænding, psykologiske spil og uventede plot twists kan man også finde i Før jeg lukker øjnene, Kvinden i toget og Kvinden der forsvandt