Lektørudtalelse
Kort om bogen
I sommeren 1974 vandt DDR sensationelt 1-0 over Vesttyskland. I en blanding af samfunds- og fodboldhistorie fortælles om den dramatiske kamp, og om hvordan hverdagen tog sig ud for den almindelige tysker. For interesserede i fodbold eller tysk historie
Beskrivelse
Den 22. juni 1974 i Hamborg tørnede Vesttyskland og DDR ud mod hinanden under VM i fodbold. Det var første og eneste gang de to kombattanter krydsede klinger, og det med en overraskende sejr til DDR efter mål af Jürgen Sparwasser. Med afsæt i kampen giver den tyske forfatter og journalist Ronald Reng, kendt for Et alt for kort liv, en skildring af hvordan livet tog sig ud i det splittede Tyskland, som i sommeren 1974 var præget af politisk kaos. Ved hjælp af en række livshistorier fra både fodboldspillere, RAF-terrorister, politikere, DDR-dissidenter, og helt almindelige mennesker, tegner Reng et tidsbillede af et Tyskland præget kold krig, spionage, og "Wirtschaftswunder". Med forord af Lykke Friis. Med litteraturliste, navnelister og begrebsforklaringer
Vurdering
Underholdende og informativ samfunds- og sportshistorie. Reng rammer tidsånden perfekt, og hans beskrivelser fra stadion giver følelsen af at være der selv. Der er ingen illustrationer til at understøtte fortællingen
Andre bøger om samme emne
Det tyske landsholds meritter er fortalt i Og til sidst vinder Tyskland. Tysklands historie i 1970'erne behandles bl.a. i Det ny Tyskland, og beskrivelser af hverdagslivet i DDR findes i Det der var