Lektørudtalelse

Forfatter: Anette Brinkløv Liebmann

Kort om bogen

Karins kæreste Paul forsvinder fra den lille provinsby i Østtyskland, så STASI-manden Wickwalz opsøger hende i forsøget på at opklare, om Paul er afhopper. Det bliver skæbnesvangert for dem alle. Udviklingsroman fra 1970'ernes Østtyskland for alle, der holder af godt sprog og psykologiske romaner

Beskrivelse

Tysk debutroman, der tager læseren tilbage til 1970'ernes Østtyskland, hvor hovedpersonen Karin vokser op i provinsbyen Gittersee. I skolen forsøger lærerne at ruste eleverne til at træde ind i samfundets produktionsapparat, mens Karins hjemmeliv er præget af en psykisk ustabil mor, en far der drikker for meget, og en lillesøster der skal passes på. En dag forsvinder Karins kæreste Paul, og det får STASI-manden Wickwalz til at opsøge Karin, i håb om at hun ved mere, end hun giver udtryk for

Vurdering

Beskrivelserne af samfundet, familielivet, skolegangen og alt det andet, der almindeligvis udgør et liv for en teenagepige, er utrolig fint fortalt. Omgivelserne er tydeligt tegnet op, og Karins indre dialog virkelig velskrevet. Der er meget på spil i denne roman, både samfundsmæssigt og personudviklingsmæssigt, og den er svær at lægge fra sig

Andre bøger om samme emne

 Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv har samme samfundskritiske vinkel, set gennem teenagerens blik, der samtidig er meget navlebeskuende. Det tyske provinsliv beskrives godt i Udkanten, der rammer samme tone som Gittersee