Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

Herren på Jómsborg, Ulv Palnatoke, er godt nok blevet ældre, men heldigvis sidder lussinger og tilsvininger stadig lige løst. Efter et voldsomt intermezzo med en ulveflok må Ulv og jomsvikingerne rejse langt ind i Otto den Stores rige, for at eskortere Anna til en begravelse. For læsere af vikinge-sagaer

Beskrivelse

8. bind af "1000-årsriget" fortsætter hvor 7. bind sluttede. Ulv Palnatoke befinder sig på Jómsborg, med sin nye kærlighed Anna, sine sønner og de to små døtre. Livet på borgen går sin vante gang. Ulv er aldrig bleg for at aflive en kristen kæltring eller tampe fornuft ind i hovedet på en dåre, men for at ledsage Anna til en begravelse er Ulv dog nødsaget til at rejse udenlands - faktisk helt ind i hjertet af Otto den Stores rige. Efter en del forviklinger og dårlige beslutninger har han i vanlig stil lagt sig ud med det halve af den kendte verden, og selvom han er en snu gammel ræv, falder ikke alt ud til hans fordel

Vurdering

Der er ikke meget nyt under solen når Palnatoke fortæller. Eder og forbandelser flyder stadig ned over siderne, og der slås og uddeles tæv i tide og utide. I det hele taget er handlingen præget af meget lange scener, hvor hyppige gentagelser flere gange får plottet til at stå stille. Den sorte, sarkastiske tone og et fint billede af en historisk epoke vil dog stadig glæde seriens fans

Andre bøger om samme emne

Minder om Lasse Holms serie om Lodbrogsønnerne, Susanne Clods Arn-bøger eller Charlotte Mannings serie om Estrid Ulvsfare