Lektørudtalelse

Forfatter: Janne Møller Nielsen

Kort om bogen

Lullu har ikke set Vitus hele sommerferien, for han har været ude at rejse. Nu drømmer hun om at komme helt tæt på Vitus igen - og især om at få et kys. Men det er ikke let, når de hele tiden bliver forstyrret. Fra 10 år

Beskrivelse

Lullu har været hjemme det meste af sommeren, hvor alt har handlet om de nyfødte tvillingedrenge. Selv om de er nuttede, kan det indimellem blive for meget for Lullu. Mor er vrissen og tænker kun på tvillingerne, og Bjørn og hans to drenge fylder også meget. Nu glæder Lullu sig til, at hun atter kan være sammen med Vitus. Men det er svært at få en rolig og romantisk stund i en stor sammenbragt familie. Helt skævt går det, da Lullu og veninden Alma lægger en plan for, hvordan de kan finde ud af, hvad drenge snakker om. 6. bind i serien "Lullus Dagbog". Bogen, der har lix 15, blander dagbogsnotater, fremhævede ord og små doodletegninger

Vurdering

Serien fortæller om væsentlige sider af livet som teenager og delebarn. Der er fokus på følelser og relationer både i forhold til forældre, papsøskende og venner. Hvad tænker de andre om mig? Hvordan passer jeg ind? Temaerne er behandlet med humor og undgår på den måde at blive tunge og triste. En skøn frilæsningsbog, som kan læses selvstændigt, men mest optimalt i rækkefølge, så man følger Lullus udvikling

Andre bøger om samme emne

Serier med teenagepiger som hovedpersoner: Lilys lister og "Tøser der tackler" - se 1. bind: Tøser der takler - forelsket