Lektørudtalelse
Kort om bogen
Stemningsfulde perleplademotiver til julepynt i mini-rørperler. Med vejledning og mønstre til 55 små julemotiver, som fx julehjerter, nisser, engle, snefnug og julekugler. Til kreative børn fra ca. 9 år og deres voksne
Beskrivelse
Bog med opskrifter på julemotiver i miniperler, som er små perler i størrelsen 2,5 mm i diameter, og som skal lægges på en perleplade ved brug af pincet. Julepynt af disse mindre perlemotiver kan hænges op i et vindue, på en gren eller på juletræet. Alle motiver kan også lægges med midiperler, men bliver ca. tre gange større. Til hvert motiv findes en oversigt over hvilken type perleplade, antal perler og hvilke farver perler, der skal anvendes. Bogen indledes med et forord og en introduktion til forfatterne samt et afsnit med vejledning om perler, perleplader og fremgangsmåde. Christina og Louise Kronborg har sammen også udgivet bogen Eventyrlige miniperler - troldenes høj
Vurdering
Hyggelig perlebog med idéer til julepynt til kreative stunder i de mørke vinteraftener op til jul. Miniperlerne kræver en rolig hånd og stor tålmodighed, hvorfor det er vigtigt at børn får hjælp fra en voksen. Bogen er grundigt gennemarbejdet, overskuelig og virkelig indbydende, med mange flotte fotos, illustrationer og med klar instruktion. En herlig juleperlebog, der utvivlsomt vil glæde både børn og voksne, begyndere såvel som garvede perle-entusiaster
Andre bøger om samme emne
Andre fine juleperlebøger er fx Perlejuletid og Nisseperlerier