Lektørudtalelse
Kort om bogen
Efter at være undsluppet fangenskab i Soldalen begiver Tikka sig ind i Måneskoven for at finde ud af, om hun virkelig er Månebarnet. Sammen med Laj møder hun overnaturlige væsener, der forsøger at føre dem på afveje. Tikka møder vølven Heid, som måske kan give hende de svar, hun søger. Letlæst fantasy for 9-11-årige
Beskrivelse
Gennem de tre bøger følger man Tikkas færd, hvor hun udforsker verden omkring sig og gradvist forstår sin sande skæbne, som profetien har forudbestemt. Undervejs udvikler hendes venskab med Laj og Ejgil sig fra en usikker begyndelse til et stærkt bånd, der får afgørende betydning for hendes rejse. Bøgerne er hver inddelt i 8 kapitler med 7-8 farveillustrationer i hver bog. Bøgerne har lixtal 19
Vurdering
Det er en spændende fantasyfortælling om Tikka, der som "den udvalgte" må gennemleve store prøvelser for at lære sin magi at kende. Historien udspiller sig i en fascinerende fantasyverden, der er inspireret af nordisk folklore og mytologi. Måneskoven vrimler med fortryllende væsner som ellepiger, nøkken og vølven, hvilket skaber en magisk og naturbundet atmosfære. Den nordiske vinkel giver historien en unik dimension, hvor læseren får mulighed for at møde kraftfulde, overnaturlige væsener med en tæt forbindelse til naturen. Illustrationerne har en enkel og tegnefilmspræget stil, og de er med til understøtte en god læseoplevelse
Andre bøger om samme emne
Andet letlæst fantasy er fx Isadora & Dina - krigerprøven og Sneprinsen