Lektørudtalelse

Forfatter: Line Dalbro Schaumann

Kort om bogen

Sigge skal tilbage til Børnehåb Kostskole, men velkomsten bliver langtfra hjertelig. Nogle droner er stadig på fri fod, og de har ikke godt i sinde. For læsere i alderen 11-14 år

Beskrivelse

Anden del af Dræberdroner, hvor it-lærer Agnete Mosegaard skabte 735 mikrodroner til et fyrværkerishow, og herefter mistede kontrollen over dem. Sigge skal nu tilbage til kostskolen, men bliver mødt af Agnetes datter, Katinka, der er blevet angrebet af en af dronerne i skoven. Rektor Børge Buchardt er ikke tilfreds med Agnetes plan for at fange dronerne, så han samler sine jægerkammerater, og sammen tager de afsted. Sigge, Katinka og kammeraten Lille-Joe sætter efter dem - det bliver en kamp for overlevelse, for dronerne har ikke tænkt sig at give op

Vurdering

Spændende, actionpræget og overskuelig historie, der takket være sine korte kapitler holder et højt tempo. Sproget er ikke svært, og historien bliver fortalt af flere forskellige, hvilket er med til at holde en god fart igennem historien. Bogen giver bedst mening, hvis man har læst første bog i serien, og der bliver også lagt op til en efterfølger

Andre bøger om samme emne

 Svæver og Drone er bøger om droner og hvordan teknologi kan bruges til både godt og ondt. Til et lidt mere voksent publikum kan Drone. Bind 1 også nævnes