Lektørudtalelse

Forfatter: Anya Voel

Kort om bogen

Dr. Charly McKenna er en succesrig læge, gift med sin drømmemand og bor i en lækker lejlighed midt i New York. Men hendes liv ændres brat, da hun bliver skudt i hovedet og mister alt. Hvem vil hende til livs? For læsere af medrivende psykologiske thrillers

Beskrivelse

Charlotte "Charly" McKenna må nu kæmpe for at komme sig over sin hjerneskade og forsøge at genvinde sin førlighed. Erindringen om begivenhederne den nat, Charly blev skudt, er uklare og ligger gemt i den beskadigede del af hendes hjerne. Hun må arbejde intenst med sin hukommelse for at finde frem til identiteten på den mand, der ønskede hende død - før han vender tilbage. Amerikanske Freida McFadden (f.1980) står bag flere spændingsromaner på dansk, fx Den perfekte søn

Vurdering

Endnu en virkelig velskrevet og flot komponeret psykologisk spændingsroman af Freida McFadden. Der er skruet lidt ned for plotdrejninger i denne omgang, men op for så meget andet godt. Fx den meget indlevende beskrivelse af pludselig at være helt og holdent afhængig af andres hjælp til selv de mest basale ting. Forfatterens baggrund som læge kommer virkelig i spil her. Herudover er der tilsat en god portion humor, hvilket klæder fortællingen. En underholdende page-turner af format, for alle med hang til domestic noir

Andre bøger om samme emne

 Nogle gange lyver jeg af Alice Feeney er ligeledes god, gedigen spænding, hvor hovedpersonen vågner op på hospitalet