Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Astrid er utilfreds med, at Birk er i skoven, men hun finder ud af, hvordan hun kan bruge Birk til at redde familiens savværk. Birk opsøges af en stor ulv. 2. del i trilogien "I skovens lysning" for 14-16-årige

Beskrivelse

Serien er en trilogi med tre kortromaner. I "Drømme i skovens lysning" møder vi Birk og Astrid. Birk er træt af sin hverdag i København og drømmer sig op til roen i sin morfars hytte i en svensk skov. Astrid lever med sin far og sine brødre på et savværk i Sverige, men firmaet er økonomisk udfordret. Hun bliver meget utilfreds, da Birk dukker op i hendes skov. I "Længsel i skovens lysning" arbejder Birk videre på sin morfars hytte i den svenske skov, mens Astrid kæmper for, at familiens firma skal overleve. En stor ulv bringer dem sammen, men Astrid kæmper med sine følelser. I "Håb i skovens lysning" slår det for alvor gnister mellem Astrid og Birk. Kan de finde en balance? Historien fortælles på skift af Birk og Astrid i korte kapitler. Alle bøgerne er lix 22. Forfatteren har skrevet flere fantasy- og sci-fi-bøger, fx Ilddåb i serien "Afterworld"

Vurdering

Bøgerne er enkle, både i handling og sprog. Plot og personer er let gennemskuelige og nemt for læsere at spejle sig i. Serien er god til unge, som gerne vil have en længere historie, men ikke kan overskue en tyk bog. Teksten har få orddelinger, stor skrift og tydelige kapitel-overskrifter

Andre bøger om samme emne

Der kan også læses om overlevelse i naturen i Bidedyr og Solstorm