Lektørudtalelse
Kort om bogen
Maggie Reilly er vokset op hos forskellige plejefamilier og knokler for at skabe sig et godt liv. Der er ingen tid til fornøjelser mellem hendes tjenerjob, socialrådgiverstudie og det frivillige arbejde. Men så møder hun tilfældigt den kendte skuespiller, Ben Barret. For alle, der tænder på en sexet romance med en lækker filmstjerne
Beskrivelse
Ben Barret bliver konstant jagtet af paparazzier og ønsker sig mest af alt en god nats søvn og lidt fred og ro. Efter et tilfældigt møde med Maggie, som slet ikke lader sig imponere af hans stjernestatus, kan han ikke slippe tanken om den smukke kvinde igen. Det sidste, Maggie har brug for, er dog distraktioner, der tager fokus fra hendes ambitiøse fremtidsplan. På den anden side gav Ben hende nogle virkeligt tiltrængte og fantastiske orgasmer. Måske kan den populære skuespiller faktisk lære Maggie at nyde livet lidt mere?
Vurdering
Her er fuld skrue på både hede sexscener og forskellene mellem den skandaleombruste filmstjerne og en kvinde, der har tænkt sig at kæmpe for at skabe sig et bedre liv. Den omgivende historie fylder dog ikke så meget som de lidenskabelige sexscener. Dette er en af den amerikanske forfatters stand-alone romaner og den skal fortrinsvis læses fordi den er meget, meget sexet
Andre bøger om samme emne
Elsker du romaner med sexede filmstjerner, vil du også nyde fx Sarina Bowens Berømmelsens pris eller Anna Larssons Mens verden ser på