Lektørudtalelse
Kort om bogen
Lyset er forsvundet fra Irpa. Men Bea og Cad lægger en plan for at få svar på de mange spørgsmål, de har, og sammen med grisetroldmanden og arsaien drager de afsted mod Kundskabens Citadel. Flot og charmerende fortælling for dem, der kan lide tegneserier med masser af spænding. Graphic novel for 9-13-årige
Beskrivelse
Dette er 3. bog i serien om Bea og Cad. Denne gang bliver de tvunget ud på en farefuld rejse, som til sidst vil give dem nogle af de svar, de leder efter, men også efterlader dem med flere ubesvarede. Til gengæld vil de undervejs både møde nye venner og kæmpe mod farlige fjender. Som de tidligere bind i serien er dette også i blødt bind
Vurdering
Lightfall er en fantastisk fortælling, og den er utrolig flot illustreret. Udover at være en velskrevet historie i fantasy-genren formår den også at berøre vigtige og svære emner som angst, tab og dybe venskaber. Som de tidligere bind i denne serie er det særdeles svært at lægge den fra sig, når man kommer i gang. Til gengæld begynder handlingen direkte, hvor bind 2 sluttede, så det anbefales at læse fra starten og begynde rejsen med Lightfall - vogterne af den evige flamme
Andre bøger om samme emne
For dem, der kan lide flotte tegneserier med dybe fortællinger som Amulet - stenens vogter, Krypto - ned i dybet og den klassiske Flugten fra Boneville