Lektørudtalelse
Kort om bogen
En yngre kvinde har tilsyneladende begået selvmord på en gård i Dalarna. Politiet aner ikke uråd, så hendes forældre beder en tidligere efterforsker om privat hjælp. For læsere af psykologisk overbevisende skandinaviske krimier
Beskrivelse
Svenske Ninni Schulman har skrevet en række krimier, og her kommer anden del i hendes nye serie om den tidligere efterforsker Ingrid Wolt. Første del er Mens vi legedeTiden er 1983, og Ingrid er ikke længere i politiet på grund af en voldssag. Hun lever nu under jorden i Dalarna af frygt for sin utilregnelige eksmand, og hun håber at kunne få sin 7-årige datter tilbage fra familiepleje. På en gård, som ejes af fire brødre, hænger den enes 31-årige enke, den godtroende Lena, sig. Eller gør hun? Hendes forældre tror det ikke. Noget tyder på, at Lena i de sidste måneder af sit liv har mødt en stor kærlighed, og hvorfor skulle hun så tage sit liv? Krimien falder i to spor: Dels Ingrids private udfordringer og hendes arbejde med sagen, og dels Lenas sidste tid, hvor hun veksler mellem følelsesmæssigt at være i himlen eller helvede. De to spor løber sammen og slutter med en cliffhanger
Vurdering
Psykologisk spændende krimi, som suger sin læser ind fra først til sidst. Den er effektfuldt komponeret, og man følger med stigende uro og bekymring begge spor. Den slutter på et dramatisk sted og lægger op til flere bind i serien
Andre bøger om samme emne
På linje med gode svenske krimiforfattere som fx Karin Alvtegen, Carin Gerhardsen og Åsa Larsson