Lektørudtalelse
Kort om bogen
Rundtom i verden findes der en lang række fascinerende skyskrabere. Man har gennem tiden prøvet at bygge dem højere og højere. Målet er at bygge en skyskraber med en højde på 1 km. I denne bog kan du læse om nogle af de højeste skyskrabere i verden. Fagbog for 9-12-årige
Beskrivelse
Bogen starter med at fortælle om de første høje bygninger i 1800-tallets USA og fortsætter med at beskrive skyskraberens udvikling samt de materialer og byggeteknikker, der har gjort det muligt løbende at øge højden på bygningerne. Den giver et indblik i den konkurrence, der har været om at opføre verdens højeste skyskraber. Bogen har en indholdsfortegnelse, og den har fotos på alle opslag med tilhørende billedtekster. Den har et lixtal på 20 og er en del af serien "Fakta. Maxi". Bogen afsluttes med en "Læs mere"-sektion, der henviser til tre bøger samt et stikordsregister
Vurdering
Det er en spændende fagbog om de imponerende bygningsværker. Bogen indeholder en samling fotos, der på en fængslende måde viser skyskraberne og storbyerne. De mange detaljer fanger læseren og inviterer til fordybelse ved flere af bogens opslag. Den indeholder et interessant afsnit om det bæredygtige byggemateriale træ, som man nu eksperimenterer med at bruge til opførelsen af højhuse. Bogen vil kunne fange interessen hos børn, der fascineres af menneskets imponerende bedrifter inden for bygningskunst
Andre bøger om samme emne
Andre bøger om bygningsværker er fx Berømte skyskrabere og Jordens fantastiske bygninger