Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Jonathan bor alene med sin far. De kæmper stadig med sorgen efter hans brors selvmord. En dag møder han Isa, og livet får ny mening. Men fortidens problemer lurer. For læsere fra 15 år

Beskrivelse

Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved skrev i 2013 bogen Dig og mig ved daggry, som "Dit liv i mine hænder" er en opfølger til. Jonathan, kaldet Jon, er 17 år og bor med sin far. Hans storebror Liam begik selvmord sammen med kæresten Louise, og sorgen hænger stadig over familien. Da Jon møder Isa, ændrer hans liv sig. Isa bliver gravid, og de drømmer om at skabe en familie sammen. Men de slæber begge på tunge problemer fra fortiden. Det kriminelle miljø i Aalborg truer deres fremtid, og kommunen holder nøje øje med dem

Vurdering

God og velskrevet roman. Forfatterne er rigtig gode til at skabe en stemning, hvor man mærker håbløshed, men også troen på et bedre liv. Hovedpersonen Jon føles ægte, og hans tanker og oplevelser bliver fortalt i et enkelt og let forståeligt sprog. Bogen tager fat på temaer som social arv, usikkerhed og svære valg i livet. Historien er intens med en skæbnesvanger stemning, der fanger læseren fra start til slut. Underholdende og svær at lægge fra sig. Det giver mest mening, hvis man har læst Dig og mig ved daggry først

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med andre tankevækkende og rørende YA-bøger, fx Pæne piger græder ikke, Smask, For i dag er jeg uden dig og Pixie lever stadig