Lektørudtalelse

Forfatter: Therese Bjerre Ekman

Kort om bogen

10 spændende og nogle gange rigtig ubehagelige historier om forbrydere fra virkelighedens verden. For læsere fra 11 år med stærke nerver

Beskrivelse

De 10 historier kommer vidt omkring. Her er bl.a. en retfærdig bankrøver, som røver sine egne penge for at redde sin søster, pigen Kate, som undslipper en kidnapning og får afsløret kidnappere, som har slået andre unge ihjel, et mord begået af psykisk afsporede unge, inspireret af gyserfilmen "Scream", en forfalsker som med sit talent for at lave overbevisende falske dokumenter reddede 100-vis af jøder fra nazisterne, historien om Bonnie og Clyde og historien om bankrøveriet i Stockholm, hvor begrebet "Stockholmsyndromet" opstod. Bogen er illustreret i sort/hvid

Vurdering

Godt skrevet og medrivende bog med en samling meget forskellige forbryderfortællinger - nogle af dem er opbyggelige, nogle er rigtig uhyggelige, og nogle er bare spændende. Tegningerne er gode, og har en kraftfuld, stemningsmættet, detaljeret og tegneserieagtig streg

Andre bøger om samme emne

Hvis du vil læse mere om virkelige forbrydere, så prøv fx den letlæste og ikke så uhyggelige Banditter, som handler om både fiktive og virkelige forbrydere. Hvis du vil have et godt grin, mens du læser om skurke og svindlere, er der Verdens vildeste banditter. Og hvis du ikke kan få det blodigt og uhyggeligt nok, er der fx Jack the Ripper, som er meget makaber