Lektørudtalelse
Kort om bogen
På ellers idylliske Gotland finder man en taske med menneskedele. Den erfarne kriminalinspektør Fredrik Broman sendes, sammen med en ung kollega, til øen. Og det viser sig hurtigt, at flere unge kvinder er forsvundet! Samtidig klippes der til et mystisk sted, hvor nogle unge kvinder holdes fanget. Til læsere af velskrevne skandinaviske krimier
Beskrivelse
På øen Gotland i Sverige finder en jæger en taske, i tasken er der et par afskårne menneskearme. Den meget dygtige kriminalinspektør Fredrik Broman, der tidligere har boet på Gotland, sættes på sagen sammen med den unge kollega Yasmin. Kort efter de ankommer til øen dukker endnu en taske op, denne er fyldt med et par afskårne menneskeben! Det viser sig at nogle unge kvinder holdes fanget af en mystisk mand. Det bliver nu til et kapløb med tiden, for kan Broman og Yasmin finde frem til kvinderne, før det er for sent? Og hvem er den mystiske mand? Intensiteten stiger på ellers fredelige Gotland. 8. bind i "En Fredrik Broman-krimi"
Vurdering
Der er tale om en mainstream-krimi af meget høj kvalitet. Forfatteren har et solidt greb om genrens klicheer, om sine hovedpersoner, om miljøet og om det basalt spændende plot. Elementært, ja, men også meget effektivt og vanedannende - du lægger ikke bogen på natbordet før den sidste side er læst
Andre bøger om samme emne
Udover de foregående syv bind i serien om Broman, så er det oplagt at læse Mari Jungstedts "Gotland-serien". Det er utroligt hvor mange der myrdes på den skønne ø!