Lektørudtalelse
Kort om bogen
Med fokus på litteraturens verden, fortælles i essayistisk form om en række litterære personligheder som fx Tom Kristensen og Amalie Skram. Det er tale om tankevækkende refleksioner, hvor forfatteren også kommer ind på bl.a. nekrologdigtning og kønsroller. For både den interesserede i litteratur og den litterære connaisseur
Beskrivelse
Forfatter Klaus Rothstein er en alsidig herre, der også gør sig som debattør, litteraturkritiker og studievært. Nærværende udgivelse består af en række essays og artikler, som alle har det til fælles, at de handler om litteratur. Nogle af teksterne er nye, men flere er blevet udgivet før (især i Weekendavisen), men gengives her i ændret form, hvor de enten er blevet forkortet eller udvidet. I ofte essayistisk form kommer Rothstein vidt omkring og skriver bl.a. om Chat GPT, oversættelsesarbejdet, magtsprog, kulturelle fordomme, og Herlufsholm Kostskole i litteraturen. Han kommer også ind på forfattere som Inger Christensen, Henrik Ibsen, og Georg Brandes, og andre knap så kendte som fx Thor Lange
Vurdering
Tankevækkende litterære refleksioner, skrevet med stor indsigt og kærlighed til emnet. Det er underholdende og velskrevet, men fordrer nok lidt interesse eller viden om litteratur, for at få det fulde udbytte
Andre bøger om samme emne
Rothstein har i lidt samme stil skrevet om litteratur i Ord og handling. Andre tematisk beslægtede titler er fx På væggen og Den sibiriske måne