Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hverdagsopskrifter fra de skandinaviske lande på både søde og salte retter, og både med og uden kød. Til alle, der holder af traditionelle retter som fx "brændende kærlighed" og "smörgåstårta", men med et twist
Beskrivelse
Bogen har paralleltekst på dansk og engelsk, og er delt op i opskrifter på hhv. morgenmad, frokost/aften og desserter med 20 af forfatterens nyfortolkede yndlingsretter i hver kategori. I starten af bogen introduceres det danske, svenske og norske køkken. Et lille flag indikerer hvilket land opskriften stammer fra, og alle retter præsenteres med foto og en indledende tekst efterfulgt af ingrediensoversigt og fremgangsmåde. Nogle opskrifter som "Biff a la Lindström" og "Janssons frestelse", der traditionelt laves med kød, er her i vegetariske versioner, imens der i andre introduceres ingredienser som brændenælder og skvalderkål. Der er ingen sværhedsgrader, og opskrifterne skal gennemlæses, så man ved hvor lang tid, de tager at lave
Vurdering
En fin samling af både kendte retter som fx "Köttbullar med tyttebær" og mindre kendte som kartoffelpandekagen, "Raggmunk", der her laves med svampe i stedet for flæsk. Opskrifterne er overskuelige og nemme at gå til, men bogen kan virke lidt teksttung pga. de to sprog
Andre bøger om samme emne
Man kommer ikke udenom Claus Meyer i forbindelse med nordisk mad, fx Ny nordisk hverdagsmad - året rundt. Julie Karla har bl.a. også skrevet Venindemad, se også: juliekarla.dk