Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Berlin rimer på übercool, og i denne fine guide anbefaler Sissel-Jo Gazan hippe butikker og smækre madsteder i Berlins centrum. Yngre, især mere erfarne Berlinrejsende får her nye ideer til byture

Beskrivelse

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har slået sig ned i Berlin, hvor hun nu på tiende år bor med mand og børn. I bogen skildrer hun byens farverige leben og giver læseren forslag til besøg på spisesteder, i parker og kulturhuse. Gazan fortæller om ni bydele i centrum, fx Prenzlauer Berg, Kreuzberg og Charlottenburg. Alle beskrivelser er ledsaget af henvisninger til stedets hjemmeside, hvor læserne anbefales at tjekke fx gældende åbningstider. Guidebogen har bagerst et register over de gader, steder, restauranter mv., der er nævnt

Vurdering

Bogen er skrevet i et kvikt og smart sprog, og det giver den et personligt tilsnit, uden dog at blive privat. Måske kan stilen minde om at give vennerne gode tip over en god middag. Det fungerer fint, hvis man kan lide det, men den mere klassiske byturist vil ikke finde henvisninger til museer og seværdigheder i denne bog

Andre bøger om samme emne

Gazans nye Berlinbog er en stor udvidet udgave af hendes små guider Ta' med til Berlin fra 2012 og Min by Berlin fra 2009. En anden personlig Berlinguide er Lone Bechs Berlin meine liebe!